#WEANIMATE MAGAZINE

Indignation har været en drivkraft

– Jannik Hastrup fylder 80

From issue #007 | June 2021 | In Danish – English resume in the printed version | This article is offered by The Danish Animation Society ANIS

Jannik Hastrup

- Det er vigtigt at bibringe

børnene nogle gode holdninger

Gennem en menneskealder har animator og instruktør Jannik Hastrup været på de sårbare og svagestes side, når han har fortalt sine opbyggelige, poetiske, morsomme og dramatiske historier for børn – fra Cirkeline, ’Bennys badekar’ og ’Samson og Sally’ til ’Fuglekrigen i Kanøfleskoven’, ’H.C. Andersen og den skæve skygge’ og ’Drengen der ville gøre det umulige’. Nu er Hastrup blevet 80 år gammel og er egentlig gået på pension. Men der lurer alligevel en Cirkeline-film mere i horisonten – der er stadig vigtige historier at fortælle, og efter 60 år som instruktør og animator kan han heller ikke lade være.

Især to oplevelser, som instruktøren og animatoren Jannik Hastrup havde som dreng, satte sit præg på ham og var med til at forme ham som historiefortæller: Charlie Chaplins Guldfeber (1925), der var den første film, han så, og en teateropsætning af Onkel Toms hytte.

Guldfeber gjorde stort indtryk på ham, ikke fordi det var noget af det mest morsomme, han nogensinde havde set, men fordi han ikke forstod de voksnes reaktion. I en scene er Chaplins guldgravermakker, Big Jim, så sulten, at han begynder at se syner og i stedet for Chaplin ser en stor høne, han kan spise.

Jannik Hastrups forældre grinede ad scenen – hans far var ved at dø af grin, fortæller han – men selv kunne drengen ikke se det sjove i scenen. Han syntes, det var synd for Chaplin og tænkte, at det kunne de voksne altså ikke være bekendt.

Som seks-syvårig var Jannik Hastrup i teatret i København – familien boede i Næstved – for at se Onkel Toms hytte. Hovedrollen som Onkel Tom blev spillet af Emil Christoffersen i blackface, og, siger Jannik Hastrup, »det gjorde et voldsomt indtryk, da han blev pisket. Han blev ikke ramt, men det kunne jeg ikke se fra femte-sjette række. De to oplevelser har sat sig spor«.

Og det er spor i form af en indignation og humanisme, som strømmer igennem hele det unikke værk, den nu 80-årige Jannik Hastrup har brugt de seneste 60 år på at opbygge, og som gør ham til den største, vigtigste og mest produktive skikkelse i dansk animationsfilm nogensinde.

​Han er om noget på de udstødte, svage og stille eksistensers side, og lidt forenklet kan man sige, at alle hans mange film, langt de fleste af dem for børn – fra Cirkeline og Bennys badekar til Samson og Sally, Fuglekrigen i kanøfleskoven og Cykelmyggen Egon – handler om, at man skal opføre sig ordentligt over for andre.

Indignationen har han stadig i behold, finder jeg ud af, da vi sidder over for hinanden i hans hyggelige hus på Østerbro i København og taler om hans liv og karriere.

»Det bliver ved at forbande mig med de kvinder og børn i Syrien. Hvorfor fanden kan det tage så lang tid at få dem hjem? Indignation over behandlingen af det, vi kalder den tredje verden, ulandene. Det hedder det vist ikke mere,« siger han.

– Indignationen har været en drivkraft …

»Ja, og er det stadigvæk. Derfor kan der måske komme et par Cirkeline-film mere af de helt korte.«

Egentlig er Jannik Hastrup gået på pension, men, som han siger: »Nu er der gået 60 år, hvor jeg har siddet og flyttet papstykker. Jeg ved ikke, hvordan det er at holde fri. Jeg er heldig at bo et sted med have, så jeg kan bruge masser af tid ude i den, men med de lange vintre er der grænser for det. Jeg har været vant til i et helt liv at stå op og gå på arbejde.«

Animator ved et tilfælde

Egentlig var det slet ikke meningen, at Jannik Hastrup ville være animator. Det var noget, han kom sidelæns ind i, som han formulerer det. På et tidspunkt, da han var ung, ville han være arkitekt, men han spillede også jazzmusik – på trompet – og var fascineret af tegnefilm, og sidstnævnte blev hans skæbne, ikke mindst fordi han havde succes med det. Han lærte sig selv at lave tegnefilm, blandt andet ved hjælp af de gamle Disney-album fra Richs, hvor man på sidste side fik et indblik i animationshåndværket.

Sammen med sin daværende kone, Hanne Hastrup, der kunne tegne, lavede han en lille film på 8 mm med titlen Jazzens historie. Den tog han med ud til filmproducenten tegnefilmpioneren Bent Barfod og spurgte, om Barfod kunne lære ham nogle tricks.

Det førte til en læreplads hos Barfod, og det passede Jannik Hastrup strålende, for han havde allerede en familie, han skulle tage sig af, og kunne derfor godt bruge arbejdet.
Nogenlunde samtidig – lige omkring 1960 – blev Flemming Quist Møller også ansat af Bent Barfod, og snart blev de to unge mænd gode venner og begyndte at spille musik og lave film sammen.

Op gennem 1960’erne var han og Flemming Quist Møller med til at animere en lang række kortfilm og reklamefilm, hvilket lærte dem begge håndværket. Der var tit mange penge i og dermed tid til at lave en reklamefilm på ti sekunder.

»Han var designeren, og jeg var animatoren,« siger han om deres samarbejde. Jannik Hastrup begyndte også at instruere sine egne korte tegnefilm, blandt andet finansieret af Statens Filmcentral, og efterhånden fik han så travlt, at han måtte lægge musikken på hylden.

I slutningen af 1960’erne fandt Hanne Hastrup på Cirkeline, den lille sorthårede pige, og hendes to musevenner, Ingolf og Frederik, som blev hovedpersonerne i hele 19 korte tegnefilm betalt af og vist på Danmarks Radio i perioden 1967-71. Det var tidligt gået op for Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller, at de aldrig ville få penge nok til at lave en tegnefilm på Disney-måden, især ikke når de skulle laves til tv. I stedet regnede de baglæns, når de vidste, hvad de ville få af penge til at lave en film for.

»Det var ikke særlig godt betalt, så vi tog det som en udfordring,« siger Jannik Hastrup.

»I stedet for at sige, at det koster 100.000 kroner i minuttet at lave en tegnefilm, sagde vi, at vi selv skulle have så meget for at overleve, og så måtte vi lave en Cirkeline-film på tre uger.«

Han griner.

Tidsbesparende flytteteknik

At det kunne lade sig gøre, skyldes både, at Jannik Hastrup, Hanne Hastrup – der tegnede baggrundene til filmene – og de øvrige medarbejdere på filmene arbejdede i noget nær døgndrift, og at de benyttede sig af den tidsbesparende teknik med at bruge flyttefilm.

Det vil sige, at de klippede figurerne ud af pap og flyttede pappet rundt på baggrundene i stedet for at skulle animere på vanlig vis med 12-24 nye tegninger i sekundet.

»Hvis historien var god nok, betød teknikken og udseendet ikke noget. Der er en charme og spontanitet over teknikken, en stoflighed og tekstur. Man kan se, at det er papstykker. Det har vi aldrig lagt skjul på,« siger Jannik Hastrup og kalder Cirkeline-filmene en slags dogmefilm, hvor begrænsningerne blev vendt til en styrke.

Og det viste sig, han havde ret. Det unge kernepublikum tog godt imod Cirkeline-filmene, der blev en succes og stadig indbringer Jannik Hastrup royalties – og som cirka 30 år senere fik selskab af tre spillefilm med Cirkeline og hendes venner i hovedrollerne.

Bennys badekar

Jannik Hastrup, Flemming Quist Møller, Danmark, 1971, 41 min. DK/Kort fiktionBørnefilm, Animation (fra DFI)


Tegnefilm for både børn og voksne om drengen Benny, der keder sig i højhusbebyggelsen, hvor forældrene ikke har tid til at snakke med ham. Han går ud og fanger en haletudse, som han tager med hjem i badeværelset. Haletudsen er en fortryllet prins, og sammen med ham dykker Benny ned på bunden af badekarret, der bliver til det store ocean. Her oplever han en masse af de spændende og eventyrlige ting, han savner i sin hverdag.

Jannik Hastrup fortæller, at et manuskript til en Cirkeline-film var på fem-seks sider, og det bestod hovedsageligt af replikkerne.

»Der stod knap nok, hvad de gjorde,« siger han.

»’Frederik går ud i haven,’ eller ’de går alle sammen ud i haven’. Det var en jazzagtig, improviseret måde, vi arbejdede på. I de første Cirkeline-film brugte jeg ikke storyboards. Vi var en tegnestue med fem-seks mennesker, og dem, der animerede, sad bukket over tegnebordet hele tiden, så der skulle ikke fortælles vittigheder, for så glemte man, hvor man var i bevægelsen.«

Koncentrationen og disciplinen var blandt andet et resultat af det økonomiske pres, produktionen var under, og det gjorde også animationsarbejdet til et meget ensomt, altopslugende arbejde.

Samtidig var det vigtigt, at historierne i Cirkeline-filmene blev fortalt i øjenhøjde og var solidariske med de børn, som filmene var møntet på – og som i øvrigt lagde stemme til figurerne. Det er ikke så meget indignationen, som det er humanismen, der slår igennem i Cirkeline, hvor lille Cirkeline som regel er den fornuftige og ansvarlige, mens det er Ingolf og Frederik, som laver gale streger, når trekløveret drager ud på eventyr.

»Det var ikke noget, vi pralede med, men vi kunne godt huske, hvordan det var selv at være fem år, hvor de voksne bestemte det hele,« siger Jannik Hastrup og nævner B&U-chefen på Danmarks Radio, Mogens Vemmer, der bestilte filmene hos dem, og som havde den samme filosofi om, at hans programmer skulle henvende sig meget direkte til målgruppen.

 

Rigdom og berømmelse

I 1971 lavede Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller så Bennys badekar, der stadig er en af deres mest elskede og sete film – og en del af den danske kulturkanon. De ville oprindeligt gerne have filmatiseret Flemming Quist Møllers billedbog Cykelmyggen Egon, men fordi figurerne er så tynde, kunne den ikke laves som flyttefilm. Den skulle laves mere traditionelt på celluloid, og det blev dog for dyrt for DR. Der skulle gå næsten 40 år, før de to endelig fik Egon op på lærredet i Cykelmyggen og dansemyggen (2007).

I forhold til den 41 minutter lange Bennys badekar, som blev lavet på celluloid, var det Flemming Quist Møller, der på en rejse til Tyrkiet havde fundet på historien om drengen Benny, som bor med sin mor i et kedeligt boligkvarter, men som nede på bunden af sit badekar opdager en verden af eventyr. Det er en charmerende, opfindsom og musikalsk hyldest til fantasien, der har et lidt råt og skitseagtigt præg, fordi sådan ville de to instruktører gerne have det.

»Vi ville ikke have, at det var tegnet alt for pænt. Man skulle kunne se, at det var håndmalet‚« siger Jannik Hastrup og fortæller, at han og Flemming Quist Møller troede, at nu skulle de blive millionærer og verdensberømte. Det blev de ikke, og selv om filmen klarede sig godt i biograferne og fik positive anmeldelser, blev det ikke med ét slag nemmere for dem at skaffe penge til de næste projekter. Filmen var desuden makkerparrets sidste film sammen i mange år.

Det økonomiske aspekt har altid været en vigtig drivkraft for instruktøren. Det var vigtigt for ham at kunne forsørge sin familie, og samtidig havde han – og Flemming Quist Møller – lært en lektie ved at se på Bent Barfod. Producenten ville også gerne lave de fiktionsfilm, han havde lyst til, men han var tvunget til at lave reklamefilm for at få økonomien til at hænge sammen i sit selskab med et stort hus, en del ansatte og dyrt indkøbt udstyr.

»Hans reklamefilm havde stor kvalitet, men han nåede ikke at få et pusterum efter en film og sige: ’Hvad skal vi lave?’ ligesom Flemming og jeg gjorde. Efter de lange tegnefilm og serier var man udmattet. Min senere kompagnon i Dansk Tegnefilm, Marie Bro, har gjort meget ud af, at der skulle være penge til de efterfølgende tre måneder, når man var færdig med en film. Så man ikke pludselig var nødt til at tage en reklamefilm,« siger Jannik Hastrup, der altid har gjort en dyd ud af at overholde sine budgetter.

Samtidig var og er han en rastløs mand, der ikke har tålmodighed til at vente på, at en konsulent på Statens Filmcentral eller Det Danske Filminstitut eller en programredaktør på Danmarks Radio tager stilling til det projekt, han søger penge til. Når Jannik Hastrup får en idé, vil han bare i gang med at realisere den. I begyndelsen gik det hurtigt, når man søgte om penge, og man behøvede kun at aflevere en synopsis på fire linjer, før man fik et ja eller et nej. Der var heller ikke så mange om buddet. Men med tiden blev støtte- og ansøgningssystemerne mere bureaukratiske og langsommelige.

»Det kunne tage månedsvis, og jeg begyndte at lave filmene, inden vi fik pengene,« siger Jannik Hastrup.

»Det har jeg altid gjort. Og det har tid skabt konflikter mellem mig og producenten og mellem mig og min kompagnon, Marie Bro. Hun ville helst have, at det hele skulle være på plads på forhånd, men fra det øjeblik, jeg fik en idé, for eksempel til Fuglekrigen i Kanøfleskoven, har jeg sat mig ned og tegnet.«

USA ud af Vietnam

I 1970’erne var Jannik Hastrup politisk engageret, og han befandt sig et godt stykke ude på venstrefløjen, men valgte ikke partipolitisk side – han fortæller med et grin om dengang i slutningen af 1960’erne, hvor han med store, røde bogstaver malede ’USA ud af Vietnam’ på sit udhus. Engagementet gav sig blandt andet udslag i to store og ganske kontroversielle tegnefilmserier baseret på svenske bogforlæg: Historiebogen, der fortalte Europas problematiske Afrikahistorie fra Middelalderen og frem – ikke mindst trekantshandlen med slaver gjorde indtryk på Jannik Hastrup – og Sven Wernströms flerbindsværk, Trællene, der handler om slaveri i de skandinaviske lande fra år 1000 og frem til 1900.

Ingen af de to serier blev vist på dansk tv – de var simpelthen for politiske og ville have skabt opstandelse, ikke mindst hos politikeren Erhard Jakobsen, som gerne råbte op om de røde lejesvende i Danmarks Radio. Trællene blev vist på svensk tv, men først da nogle af de mere voldelige scener i serien var klippet ud. Begge serier var i Danmark dog tilgængelige igennem Statens Filmcentral og blev vist på skoler rundt omkring i landet.

I begyndelsen af 1980’erne fandt Jannik Hastrup kreativt sammen med en anden politisk og socialt engageret skikkelse, børne- og ungdomsbogsforfatteren Bent Haller, og i løbet af de næste 20 år arbejdede de to – med Haller som manuskriptforfatter – sammen på en lang række tegnefilm, der tackler store og vigtige emner som forurening, krig og racisme. Parrets første film, Samson og Sally (1984), var også Jannik Hastrups første spillefilm, og siden fulgte Strit og Stumme (1987), Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990), Aberne og det hemmelige våben (1995), H.C. Andersen og den skæve skygge (1998) og Drengen der ville gøre det umulige (2002), flere af dem baseret på bøger af Haller.

»Ikke mindst i årene med Bent Haller lå der et ønske om at blande sig,« siger Jannik Hastrup om de på én gang meget underholdende, poetiske, dramatiske og politiske film, der samtidig var noget dyrere end hans tidligste produktioner, og som kunstnerisk og visuelt udfordrede ham til at afprøve nye teknikker og processer.

Digitaliseret flyttefilm

Og det bringer os tilbage til indignationen og den korte Cirkeline-film, Jannik Hastrup pønser på at lave, fordi han ikke kan lade være – og fordi det er nemt og billigt at gå til. Det er stadig flyttefilm, men figurerne, som stadig håndtegnes og klippes ud af pap, er blevet digitaliseret, så han nu kan bruge en computer til at flytte rundt på dem, hvilket også betyder at han nærmest selv kan lave filmen. Det var den samme teknik, som han har brugt på spillefilmudgaverne af Cirkeline, den seneste i 2018, og som han og Flemming Quist Møller brugte på de to Cykelmyggen-film, de lavede sammen i 2007 og 2014.

»Det er ikke mange dage siden, at jeg fandt ud af, at jeg måske skulle lave en Cirkeline-film mere. Om en flygtning, der kommer hertil, men uden at bruge ordet ’flygtning’,« siger han.
Historien er inspireret af en ti minutter lang animeret dokumentarfilm, Ignoranterne, som instruktøren lavede for et par år siden, og hvori en bådfuld af flygtninge kæntrer, og de alle drukner. En livløs lille pige og hendes bamse skylles op på stranden foran nogle turister, som sidder under deres parasoller og ser passivt til.

»Jeg prøver at kombinere det med Cirkeline. Den lille bamse er en kanin, og Ingolf kommer gående forbi og tror først, at den er druknet. Så trækker han hende op på stranden, og hun vågner, men taler et sprog, som ingen forstår. Ingolf skal gætte, hvad hun siger, og han stopper hende, da hun vil gå ud i vandet igen. Hun vil derud, for dér var det barn, hun har været dukke for. Det er starten på den historie som jeg ikke ved, om bliver til noget.«

Og det er en film, hvor Jannik Hastrup som så ofte før i sin karriere reagerer på verden og de ting, der sker i den, og det uden at forsøge at skjule de barske realiteter og lave lykkelige slutninger, selv om han henvender sig til børn.

Børnefilm er vigtige

»Jeg mener stadig, at børnefilm er noget af det vigtigste at lave. Gode børnefilm, for der bliver lavet så meget lort,« siger Jannik Hastrup. Han har altid beundret Disney-animatorernes evner og håndværk, men han er ikke nødvendigvis lige så begejstret for de historier, de fortæller – selv om også Bambi gjorde indtryk på ham, da han var dreng, og han lod sig inspirere af filmen til morens død i Samson og Sally. 

»Jeg har altid sagt, at Disney gjorde det samme for USA, som Goebbels gjorde for Tyskland,« siger han med et skævt smil.

»Selvfølgelig er det groft sagt, og jeg har da nydt mange Disney-film, men det er vigtigt at bibringe børnene nogle gode holdninger. Ikke at jeg vil indoktrinere nogen, men man skal opføre sig ordentligt. Cirkeline og Ingolf og Frederik bruger for eksempel slet ikke bandeord. Man kan identificere sig med Cirkeline, fordi hun er aldrig den frække. Hun er en helhed. Hun er den tændstikæske, som man måler sig opad, både i størrelsen og mentalt. De to drengemus er jo de frække. Hvis Cirkeline lavede ballade, var der ikke noget tilbage. Jeg er dybt rørt, hver gang nogen hører mit navn og siger: ’Gud, er det dig, der har lavet Cirkeline?’ Det er rørende, når de fortæller, at det var hele deres barndom.«

Det er i sådanne øjeblikke, at Jannik Hastrup bliver mindet om, hvor meget hans film har betydet for de mennesker, som har set dem. Og det er noget, han indimellem har brug for at blive mindet om, ikke mindst i en verden, der er så fuld af ulighed og uretfærdighed, og hvor han godt kan få den tanke, at han ville have gjort mere nytte som læge eller sygeplejerske.

»Det er lidt fattigt, at man ikke har forsøgt sig med andet i sit liv,« siger han og understreger samtidig, at han ikke er sådan én, som fortryder.

»Men når man står over for Gud, vil han sige: ’Er det alt, hvad du har lavet?’«

Han griner.

Portræt af Christian Monggaard
Foto Kim Wendt

Læs Jannik’s filmografi på dfi.dk